I´m not the jerk whisperer

I alt for mange år, faktisk hele mit liv, har jeg prøvet at vinde dem, der ikke brød sig om mig.

Jeg prøvede at vinde min storebror, der hadede mig. Jeg prøvede at vinde min far, der ikke orkede mig. Jeg prøvede at vinde min jaloux stedmor, for hvem intet nogensinde var godt nok.

Igennem dette lærte jeg at kæmpe. Kæmpe for at blive elsket, kæmpe for at blive set, kæmpe for anerkendelse.
Jeg blev rigtig god til det, for det bliver man, når man bruger hele sit liv på noget. Jeg øvede mig i at charmere, behage, beundre, være vittig, sød, indspørgende, medfølende, opmærksom, livlig, passende velorienteret og passende dum, lyttende og nikkende, så dem, der ikke gad mig eller ikke kunne lide mig, ville ombestemme sig.

Jeg overkompenserede, overpræsterede og overuddannede mig, så jeg kunne bevise mig fagligt, såvel som socialt.

Hver eneste undervisningsklasse, jeg nogensinde afholdt, og hver eneste sammenkomst, jeg var til, blev brugt på at prøve at vinde de negative. Dem, der var skeptiske. Dem, der løftede øjenbrynene. Dem, der vejede og målte mig. Kynikerne, skeptikerne, de selvoptagede, de fordomsfulde og afvisende. Alt, hvad jeg sagde og gjorde var rettet mod dem. Alle de andre blegnede ved siden af. Jeg så kun hende eller ham, som jeg med opøvelse af alle mine kræfter skulle bevise for, at jeg var dygtig, kompetent, sød eller hårdtarbejdende.

Jeg ville så gerne ruske dem og sige: “SE mig! Elsk mig! Anerkend mig for at være dygtig! Jeg har ikke fået noget som helst forærende. Jeg har arbejdet mig til det hele! Lad være med at kigge på mig, som om jeg er en dum dulle, der bare er sejlet igennem livet. Det er det sidste, jeg er!”. Det fyldte så meget i mig. Jeg var altid reaktiv. Altid i gang med at kæmpe. Altid bagud på point og i gang med det, der manglende – for at korrigere andres historier om mig eller overvinde en eller flere idioter. Til at respektere og synes om mig.

Men, så fik jeg nok.

Jeg fik simpelthen nok af at bruge energi på skeptiske, vrantne, fordomsfulde LIGEGYLDIGE mennesker. Jeg indså, at jeg ikke kan bruge mit liv på at stryge dem med håret, så de kan holde ud at være i deres egen misundelse og projektioner.

– Jeg har prøvet at virke sej for dem, der syntes jeg var svag.

– Jeg har udvandet og udsplattet mig selv for dem, der syntes at jeg var for stærk.

– Jeg har prøvet at lyse, så dem, der var uinteresserede, ville se mig.

– Jeg har prøvet at lade være med at lyse for meget og underspille mig selv, så dem, der havde ondt i selvværdet, ikke ville føle sig truet.

– Jeg har brugt så meget tid og så mange kræfter på at forklare, udglatte, underspille, sugarcoate, tilpasse, hoppe, springe og præstere.

Og jeg har så meget fået nok.

Jeg vil blæse på, om tykke damer hader mig, fordi jeg er slank. Jeg er ikke kommet sovende til hverken min krop eller noget andet i livet, og selv hvis jeg var, er jeg ikke skyld i, at de er tykke.

Jeg er græskkatolsk overfor, om usikre, misundelige mennesker synes, at jeg er for pæn. Jeg blev først pæn, da jeg begyndte at arbejde med mig selv, og nedenunder er der et billede til at bevise det. (Eller dvs. det poster jeg så snart jeg lige har været i gemmerne og finde det frem!).

Jeg har givet slip på om sure, skeptiske mennesker synes, at jeg er uperfekt til mit arbejde eller mener, at jeg burde udføre det på måder, der passer til deres verdenssyn.

Jeg vil ikke bruge for to ørers mere energi på dovne, sure, krævende, kritiske mænd.

Og jeg vil slet ikke være i rum med kvinder, hvis forhold til andre kvinder er præget af grøn misundelse, ondsindet konkurrence, bagtaleri, projektioner og hadefuldhed.
Tag jer sammen og se at komme ind i den nye verden.

 

Jeg undskylder ikke for mit lys længere. Eller min styrke. Eller min sårbarhed. Nu står jeg i det, i sit fulde, utæmmede udtryk, og har ikke behov for at bevise mig for alle idioterne længere. De kan synes, hvad de vil. Det gør de alligevel. Jeg er uigenkaldeligt færdig med at gøre mig selv lille, så små mennesker kan holde sig selv ud i verden.

Jeg har flyttet mit fokus, flyttet mig fysisk, forladt situationer og vinket farvel til mennesker. Men især har jeg flyttet mit fokus. Jeg orienterer mig mod dem, der bakker mig op i at være mig uden undskyldning. De mennesker, jeg fokuserer på og investerer i, er dem, der løfter min energi og gør mig glad; dem, der møder mig med et åbent sind; dem, der viser at de vil mig, og får mig til at føle, at jeg er nem at holde af.

Efter at jeg har sluppet trangen til at blive elsket af alle, elsker jeg mig selv meget mere.

Livet behøver ikke at handle om kamp. Det kan handle om kærlighed, lethed og lys. Det kommer det til i det øjeblik, man giver slip på at prøve at omvende mørket.

 

Mette Kopp, 2016

 

VIL DU OGSÅ IND OG STÅ I DIT LYS?

Er du træt af at være hende, der behager andre og censurerer sig selv?

Hende, der ikke tør vise, hvor klog, sårbar eller stærk, hun er?

Som finder sig i for meget eller lever med at få for lidt, fordi hun ikke ved om hun er bedre værd eller fortjener mere?

…. TJEK KALENDEREN FOR MIN NÆSTE EVENT!