Den kvindelige oplevelse i verden

En kommentar til metoo-bølgen

Det var tydeligvis svært for mange at håndtere de mange historier om krænkelser, som kvinder verden over delte under hashtagget #metoo, som følge af Harvey Weinstein-skandalen. Det skulle også gerne være svært at håndtere. Men hvor ville det have været fint, hvis det var virkeligheden, verden blev fortørnet over og virkeligheden, der blev kritiseret. I stedet for dem, der påpeger den.

Ret hurtigt kunne jeg læse flere steder, at #metoo var blevet en anklage mod mænd. Jeg så ikke selv nogen opslag, der var anklagende, men det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke var der.
Dog er det sorgfuldt, at vi aldrig kan snakke om disse ting, uden at vi samtidig skal undskylde og forklare, igen, igenigen. At vi ikke bare kan sige det: Dette er den kvindelige oplevelse i verden.

Det værste ved at opleve krænkelser er fravristelsen af uskyld. Jeg har haft mange ubehagelige oplevelser i mit liv, men de første var de mest frygtelige. Da mænd begyndte at se mig som et seksuelt objekt og jeg stadig legede med dukker. Uforståelige blikke, berøringer, ord, som var dybt skræmmende, kompromitterende og invaderende.
Når kvinder fortæller om deres oplevelser, så taler de fra det barn. Fra den lille pige indeni, der slet ikke kan kapere den respektløse liderligheds overgreb, den lille pige, der bliver lammet, rystet, skræmt, ødelagt, manipuleret, ydmyget, snydt.

Jeg har hele mit liv været omgivet af oplyste mænd i et oplyst land. Mænd, der selvfølgeligt godtog kvinders rettigheder, så dem som ligeværdige og behandlede dem som sådan. Det har været den største øjenåbner at møde en mand fra en anden kultur – en “mindre oplyst” kultur, med mere traditionelle kønsroller – og så blive meget mere respekteret og forstået, end nogen mand fra min egen kultur nogensinde har præsteret. Uden at blinke siger han: “Women and girls are innocent. By nature. That´s why we have to protect them. We need that innocence.”, og så gjorde han det.

Pludselig kunne jeg mærke hvor knust mit hjerte var. Hvor bange og alene den lille pige indeni har været, indtil der kom én og tog hende i hånden og sagde: “Jeg passer på dig.”.

Så nu ved jeg ikke, om den form for oplysning, vi præsterer, er så oplyst. Det ville have været så fint, hvis #metoo ikke førte til, at vi skulle undskylde og forklare. Men at det vækkede alles behov for at beskytte uskylden for alles skyld.

 

Mette Kopp, 2017