mette kopp kampdag

En svag kvinde på kampdagen

Kære verden,
Hvor er det dejligt at leve i den lillebitte del af verden, hvor kvinder kan leve et liv i relativ frihed og autonomi, også selvom de skal arbejde mere end mænd for de samme penge og rettigheder. Tak, tak, tusind tak til alle de, der har kæmpet og stadig kæmper.
Men… jeg orker ikke en kampdag, hvor jeg skal være stærk. Faktisk orker jeg ikke hverken en kampdag eller nogen anden dag, hvor det vigtigste i verden er at være “stærk”.
Jeg er træt. Træt af at skulle undertrykke min dybere kvindelige natur for at passe ind i verden. Træt af at forholde mig til at skulle være en reduceret og en-dimensionel version af mig selv for at tælle. Jeg magter ikke længere at bevise, at jeg har ret til mine rettigheder ved at være kampklar, selvstændig, ambitiøs, selvsikker og robust – “stærk” på mande-måden.

Jeg vil være hysterisk. Grådlabil. Sårbar. Følsom. Blød. Uselvstændig. Fjollet. Usikker. Svag. Ubeslutsom. Intuitiv. Spirituel. Følelsesladet. Forbundet med moder jord.
Jeg vil overreagere og rase og straks derefter bryde i gråd, og ikke føle mig mindre værd bagefter, fordi det er bare, hvad hormoner gør ved en, og vestenvinden undskylder heller ikke for, at den blæser. Det gør den bare. Og så holder den op igen på et tidspunkt, og så er stranden renere.
Jeg vil stå ved, at jeg ved ting hinsides enhver tvivl, selvom de hverken er udledt af intellektualitet, tankevirksomhed eller videnskab.
Jeg vil fejre det faktum, at jeg har brug for andre. Jeg har brug for at læne mig op af min mand og føle mig beskyttet, sårbar og fin i hans stærke arme. Jeg har brug for mine veninders inderlige omsorg, deres forståelse, deres varme nærvær, dybe indsigter og healende hjerteenergi.
Jeg orker ikke at undskylde for mig selv mere. For at være kvinde, heks, tøs, gammel kone eller menneske, for at have dybe, skiftende og mangfoldige følelser, for at være uforklarligt forbundet med planeten og alles smerte og glæde, eller for at være i besiddelse af uudgrundelig, værdifuld viden og evner, der transcenderer den maskuline måde at generere viden på, men som skaber indiskutable resultater i verden hver eneste dag.

Og så vil jeg blæse på den moderne verdens krav om, at jeg skal være en stærk kvinde for at gøre krav på mine rettigheder. Jeg vil være lige så svag, tøset og kvindagtig som det passer mig og stadig inkassere lige løn, frit valg, ytringsfrihed og ja, endda, ekstra hensyn og beskyttelse, fordi jeg tilhører det bløde køn.

Glædelig kampdag, alle i vidunderlige følsomme kvinder, der gør verden til et bedre sted hver eneste dag, og alle i vidunderlige, stærke mænd, der elsker og respekterer kvinder, som de er, ser vores værdi som noget andet end jer selv, og derfor hellere end gerne tager det hele med ♡

 

Mette Kopp, 2017