Mette Kopp Yoga

En verden uden magi (eller hvordan jeg blev stresset af yoga)

For ti år siden fik jeg en – længe ventet og længe søgt – vision om, hvad jeg ville med mit liv. Jeg ville heale, inspirere, løfte og transformere mennesker med alle de indsigter og redskaber, som jeg gennem 15 års intensivt personligt arbejde havde opbygget til at heale og tranformere mig selv. 

Jeg var rædselsslagen, men jeg fandt modet til at forlade et drænende lederjob og forfølge min vision. Da jeg startede, vidste jeg kun, hvad jeg ville bidrage med – det havde jeg tonsvis af viden, uddannelser og erfaringer i. Men hvad alle forretningsmæssige aspekter angik, var jeg komplet på bar bund, og måtte prøve at klare mig igennem med konstant og vedholdende arbejde, autodidaktik, intuition, held, fejltagelser, vilde vådeskud og google searches.

Og det gik, mirakuløst.

Det var en lang og ofte ensom vej, og jeg græd mange gange i afmagt over alt det, jeg ikke kunne finde ud af, men kunne blive nødt til, hvis jeg gerne ville komme til at gøre det, som jeg oplevede som det mest meningsfulde, jeg kunne foretage mig i verden. Jeg skulle igen og igen og igen forklare hvad yoga var, hvad meditation var, hvad personlig udvikling var, hvad det ikke var, hvad man fik ud af det, hvorfor jeg lavede det, hvad det gik ud på, hvor jeg kunne det fra, osv. Mængden af det, der skulle forklares, forsvares og formidles igen og igen for overhovedet at komme på banen, var enorm.
Men jeg byggede jeg min drøm sten for sten, og den førte til så mange fantastiske oplevelser, rejser, kompetencer og møder med utallige vidunderlige mennesker, som jeg har delt glæde, healing, forvandling og sårbarhed med i magiske rum og på smukke steder. Intet kunne have været mere meningsfuldt for mig.

Efterhånden blev yoga og meditation efterhånden endvidere mere udbredt, og alting blev lidt nemmere.

Og lige pludselig eksploderede det.

Ud fra under hver en sten omkring mig kravlede nye yoga- og meditationslærere ud og lavede koncepter, kanaler, uddannelser, skoler og online kurser, skrev bøger og byggede imperier ud af ting og tanker jeg havde haft for 10 år siden og praktiseret fredfyldt i min lille verden og bare delt med dem, der kom forbi. Måbende så jeg til, mens et hav af ideer, sentenser og livsstilsvalg, jeg også havde udviklet, bare længe før, og aldrig tænkt på som forretningsfiduser, blev konceptualiseret og brugt succesfuldt til at grundlægge skoler, gøre folk til stjerner og skabe kapital.
I min verden ville tanken om at undervise i yoga for pengenes skyld til enhver tid have været det sjoveste og mest absurde, jeg nogensinde havde hørt. Men nu ændrede landskabet sig. På ganske få år gik det, jeg elskede, fra at være en halvsuspekt niche, til at blive en fremstormende, lukrativ, trendy markedsplads. En hel industri voksede frem, og yoga blev en fed forretningsfidus og en rigtig business.
Jeg var overvældet af lige dele glæde og stum forbavselse over den kolossale yoga-flodbølge, som på den ene side var en dream come true – og på den anden et uventet corporate kapitalistisk social-mediedrevet mareridt.

Pludselig blev min lille verden til den store verden. Og så alligevel ikke. Den suget ind i et maskineri og gjort til noget andet – men jeg så det ikke. Jeg fik det bare langsomt mere og mere skidt. Jeg følte aldrig, at jeg gjorde det godt nok mere. Jeg var håbløst bagud på alle former for social medie-smartfiduseri og konceptualiserings-ideer, og jeg var helt uforberedt. Jeg havde angst over, at jeg havde gjort alting forkert og for dårligt, og for længst burde have “skabt mere” og “kommet meget længere”, end jeg var. Nye yogatoge blæste forbi min perron dagligt og jeg fik ikke hoppet på et eneste af dem. Jeg tænkte mindre og mindre på det, der gjorde mig glad ved yoga og undervisning, og mere og mere over de markedsmekanismer, jeg ikke kunne følge med i. 

Og lige så stille bliver man slave af alt det, man gerne ville væk fra.

I stress-krampetrækning over mine manglende evner for smart markedsføring og selvpromovering, besluttede jeg mig for at finde en ekspert, der kunne gøre det, som jeg ikke selv var i stand til.
En sådan ekspert dukkede belejligt op. Hun var entusiastisk og dygtig, og drømte om at gøre mig til en stjerne. Hun kom med forslag til, hvordan jeg skulle blive featured i diverse medier, udvikle bestemte one-liners, underspille diverse udsagn, så jeg blev mere spiselig for folket, fokusere på et eller to formater, og sørge for at blive en del af forskellige brede yogakanaler. Så kunne jeg komme over stepperne.
Det var jo det, jeg ville, ikk?

Men… i stedet for at lette, voksede mit indre ubehag kun. Jo mere, jeg visualiserede mig selv med et cremefarvet headset i en lækker Moshi Moshi-sponsoreret yogadragt i et hvidligt studie med et par designstearinlys og en dekorativ buddha-figur i baggrunden, hvor jeg med blød stemme sagde: “Velkommen til hofteåbnende yoga”, jo mere DØDE jeg bare indeni.

Fordi det er ikke, hvem jeg er, og det er slet ikke det, jeg vil.
For mig er yogaen ikke essensen. For mig er transcendensen essensen. Hvis yoga kun er stilfuld gymnastik i det nye landskab, er det ikke noget for mig. Jeg har prøvet, men jeg visner i det. Jeg levede i mange år i en verden uden magi, og den verden savner jeg ikke.

Jeg havde arbejdet med mig selv i en dekade, da yogaen kom ind i mit liv, men der skete noget fortryllende og enestående, da den blev en del af min rejse. Yoga gjorde alting i mit liv magisk, knitrende af stjernestøv, selvomsorg, transcendens, uforklarlige indsigter, mirakler og raketskibe til nye galakser. Det er det, yogaen kan, alene i ydmyghed eller sammen med andre i et meningsfuldt rum, hvor dyb selvindsigt kan ændre os indefra og ud for altid og på et øjeblik. Bagefter ved ingen af os nødvendigvis hvad, der skete, hvordan eller nøjagtigt hvor… vi kan bare mærke dybere glæde, større ro og mere kærlighed. 

 

I SÅ MANGE ÅR har jeg været i gang med helt andre ting end de fleste; jeg har levet anderledes og ikke dyrket hverken penge, status, kernefamilie eller forbrug. Jeg har været intensivt beskæftiget med forvandling af smerte, selvhad og sorg til indsigt, livfuldhed og glæde. Så meget, at jeg kunne skrive 50 bøger om det og stadig kun løfte sløret for en flig af den rejse, jeg har taget. Jeg valgte ikke den vej med stolthed; jeg kan ikke engang sige, at jeg valgte den. Det gør man ikke, når man er ægte anderledes. Jeg gjorde det af dyb, indre nødvendighed, og har hele mit liv følt sorg over, at min vej skulle være så uforklarlig og ensom. – Men dyb og inderlig glæde over vejen selv og det, den gjorde ved mig.

Da yogaen eksploderede, var jeg kortvarigt lykkelig over, at der omsider var opstået symmetri imellem mig og den verden, jeg lever i. Endelig var jeg ikke anderledes alligevel. Endelig var jeg hjemme!

I den ydre verden lignede det også alt det, jeg havde slået på tromme for, og hed det samme. Men i realiteten havde yoga-flodbølgen lige skyllet essensen væk og efterladt mig i uafladelig stress over ikke at slå til i en verden, jeg ikke har talent for at begå mig i. Idet alting ændrede sig, forekom det altafgørende, at jeg burde og skulle en hel masse smart shit og kunne forklare det hele på den halve tid.

Men, det skal jeg ikke.
Det kompromitterer min evne til at leve fra hjertet og tager al glæden fra mig.

Mainstream´en tager et hav af dødsyge mekanismer med sig, tramper ind over det sårbare, udelader det essentielle og gør alting fladt og tomt. Så når den catcher op, ved jeg nu, at det ikke er et udtryk for, at jeg er på rette hylde og kan leve mine dage ud der i tilnærmelsesvis normalitet. Det er snarere et tegn på, at jeg skal pakke sammen og skynde mig at pløje en ny vej et andet sted hen – et sted, hvor der er plads til at leve fra hjertet. 

Alt det andet er bare larm, og der er kommet så utrolig meget larm, øredøvende meget larm. Hvis jeg lever i larmen fra ydre ting, der river i mig, og fortæller mig, at de er vigtigere end mig og at jeg bør være andet eller mere end den, jeg er, for at være NOK, så mister jeg kontakten med mig selv og glæden ved at være menneske.

Så… jeg tager en lille pause. Detoxer og nulstiller, og giver slip på følelsen af utilstrækkelighed og konstant dårlig samvittighed, fordi intet, jeg gør, slår til, og det aldrig er godt nok.

Som er den følelse, der flytter ind i én, når man kommer til at tilbringe for meget tid i en verden uden magi.

 

 

Mette Kopp