Jeg har ombestemt mig

Engang for lang tid siden mistede jeg et menneske, som jeg elskede af hele mit hjerte. For at overleve, mens min lille pigekrop var ved at omkomme i smerte og gru, tog jeg en beslutning med al min rædsels kraft, som, selvom jeg kun var et barn, skulle vise sig at vare en livstid.

Jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville elske sådan igen. Ikke det, der lignede. Jeg skulle i hvert fald aldrig, aldrig, aldrig nogensinde udsætte mig selv for at risikere sådan en smerte igen. Hvis kærlighed gjorde så ondt, ville jeg klare mig med så lidt af den som muligt.

Årene gik, og jeg holdt mit gamle, glemte løfte til mig selv. Jeg mødte mænd og jeg forelskede mig. Men ikke så meget. Jeg havde forhold og engagerede mig, men kun på et minimum.

Derfor fik jeg kun lidt kærlighed og gav kun lidt kærlighed. Jeg tiltrak andre, hvis hjerter var lukkede som mit, andre, som også kun ønskede at elske en lille smule, så vi sammen kunne have forhold med så lidt risiko involveret som muligt. Hvis vi så skulle miste hinanden, ville det ikke gøre særlig ondt.

Og naturligvis mistede vi hinanden – der var ikke kærlighed nok til at holde os sammen.

Ganske rigtigt gjorde det så heller ikke så ondt at miste. Det gjorde lidt ondt, men ikke meget.

Det har været meget sikkert. Og meget ensomt.

Det har været ufarligt. Og sørgmodigt.

Det har været dejligt trygt. Og enormt fattigt.

Så uendelig fattigt.

Så jeg har ombestemt mig.

Tiden er gået; jeg har udviklet mig, jeg er blevet stærkere, mildere og en lille smule klogere. Jeg har arbejdet på at hele mig selv og åbne mit hjerte, bare fordi jeg gerne ville være lykkeligere. Det var ikke faldet mig ind, at mit hjerte kunne finde på at kræve noget af mig eller transformere mit liv, hvis det en dag ikke var gemt sikkert væk bag tykt og uigennemtrængeligt panser.

Men… det skete. Jeg var ikke klar over, at jeg havde inviteret en revolution ind i mit liv ved at ønske at åbne mit hjerte. Men stille, umærkeligt forandrede det alt. Der kom en dag, hvor jeg forbløffet opdagede, at det ville noget helt andet, end jeg plejede, og ønskede noget helt andet, end det, jeg havde.

På en hjerteyogaworkshop, som jeg afholdt, og som endte med at forvandle mig selv, kom der en kvinde, som græd trøstesløst i alle de tre timer workshoppen varede. Hun fortalte, at hendes mand var syg, dødsens syg af kræft. Hendes sorg var så tyk, at man kunne skære igennem dem, og jeg sad med hende i mine arme, mens hun hulkede den ud. Men det, som jeg mærkede mest, var til min forbløffelse ikke hendes sorg. Det var hendes enorme, inderlige, betingelsesløse kærlighed til den mand, hun måske stod til at miste. Den kærlighed var så rig. Så stor. Så ægte. Og jeg kunne mærke, at selv hvis han gik bort, og det frygteligste af alt frygteligt skulle overgå denne utrøsteligt fortvivlede kvinde, jeg sad med, så var hun stadigvæk det rigeste menneske, jeg længe havde mødt. Rig på dybden af de følelser, hun havde givet sig selv lov til at mærke. Rig på kærlighed, rig på at have elsket.

Da opdagede jeg, at noget uforfærdet indeni mig faktisk ønskede at have det, hun havde, hellere end det, jeg selv havde – selv med alt, hvad det indebar.
For jeg er ligeglad med at være rig på penge og statussymboler og alle de andre verdslige ting, der er så vigtige for så mange i vores kultur, men jeg er ikke ligeglad med at være fattig på kærlighed og følelser. Hvis der mere at få, vil jeg have det. Og den dag forstod jeg, at der er så uendeligt, uendeligt meget mere at få.

Langsomt blev det klart for mig, at jeg ikke længere kunne holde ud at være sammen med en mand, hvis hjerte var lukket. At leve med én, der kun ville elske uendeligt lidt; en, som aldrig ville give mig lov til at betyde særlig meget for ham og som lige så gerne ville udskifte mig med en anden. Det var helt fint engang. Nu var det blevet umuligt. Det forgiftede mig.

Jeg indså, at jeg allerede længe havde stået og banket på hans utilnærmelige, pansrede hjerte med en markblomst i hånden og den lille, uskyldige piges mod og vilje til at prøve at elske igen af hele sit hjerte, helst ham, som hun allerede elskede lidt… og var blevet afvist og afvist og afvist og sparket bort og lukket ude og affærdiget. For han turde ikke, og han ville ikke.

Alligevel vaklede jeg. Jeg havde et nydeligt set-up med mand og hus og have og bil og bonus i en forstad. Det var fint. Det havde jo været godt i en rum tid. Det lignede mange af de billeder, vi får serveret af “lykken”. Så da det gik op for mig at mit liv var gået i stå, mens jeg havde udviklet mig videre, og at det nu ikke længere passede til mig og mine dybe drømme overhovedet, spekulerede jeg et langt øjeblik på, om jeg kunne tage kompromiset.

Den viseste kvinde i mit liv spurgte mig: “Hvorfor skulle du gøre det??”
“Jeg er bange”, svarede jeg.
“Hvorfor? Hvad har du at miste?”, spurgte hun.
To store sørgmodige tårer trillede ned af mine kinder, da jeg hørte mig selv svare: “Den smule, jeg har.”.

En anden klog kvinde i mit liv bad mig lukke øjnene og forestille mig mit hjerte og se lyset i midten af det. Jeg så lyset tydeligt. Det strømmede gyldent, klart og smukt ud af alle de sprækker, flænger og brud, der var i hjertet. Dernæst spurgte hun hvordan mit hjerte ville se ud, hvis jeg stadig om ti år var sammen med den mand, jeg nu var i forhold med. På et øjeblik så jeg mit lys dæmpes til et gravlignende vågelys og slukkes. Og så var der mørkt, helt mørkt.

Den dag trillede der mange flere tårer end to.

Da vidste jeg, at selvom det gjorde ondt – om end kun lidt – så kunne jeg ikke vælge andet end mit hjerte.

 

Så… jeg valgte kærligheden. Og sagde farvel til mit parforhold.

 

Jeg ved ikke, om jeg kunne overleve at miste endnu et menneske, som jeg elsker af hele mit hjerte. Jeg ved, at det er den risiko, man må løbe, hvis man vil opleve ægte kærlighed. I mange år mente jeg, at sand frihed var, at man aldrig tog den chance. At man ikke elskede dybt og inderligt, og derfor heller ikke behøvede at være bange.

Jeg tog så usigeligt fejl.

Nu ved jeg, at den eneste ægte frihed er at turde gribe livets største mulighed, hvis den skulle lægge vejen forbi. At turde elske, dybt og inderligt og af hele sit hjerte, også selvom man kan miste det hele og gå i hundredetusind stykker.

Det ville stadig være bedre og mere rigt.

Så jeg har ombestemt mig. Jeg vil gerne tage chancen og elske fuldt og helt alligevel. Jeg tager min lille pige med i hånden; jeg kan mærke hun også gerne vil, mere end noget andet.

Og tænk… så opdagede jeg til min overraskelse, at så ER der allerede kærlighed, så utrolig meget lys og kærlighed.

 

 

Mette Kopp, 2015