mette kopp

Million dollar question

Jeg har længe hemmeligt ønsket mig at have en brevkasse. Jeg elsker gode spørgsmål, som kræver eftertanke, indføling og erfaring. Jeg får ofte mails, fra både folk, jeg kender, og mennesker, jeg aldrig har mødt – mails, der er gribende, åbenhjertige og søgende, og jeg bliver altid dybt rørt over den tillid, jeg bliver vist. Jeg ved, hvordan det er at have ondt, så ufatteligt ondt indeni, og at det at blive mødt med empati og nærvær af et medmenneske kan være nok til at føle, at ens skælvende hånd er blevet grebet i det dybeste mørke.

Forleden skrev en tidligere elev til mig med et brændende spørgsmål, og bedst som jeg sad og svarede, gik det pludselig op for mig, at jeg faktisk har en brevkasse. For hvor har jeg egentlig svaret mange mennesker igennem tiderne på alle mulige og umulige spørgsmål og overvejelser, uden at tænke nøjere over, at det da sådan set var en slags brevkasse, der kun kom ét menneske til gode ad gangen.
Men den unge kvinde, der skrev denne gang, stillede et spørgsmål, som er så enormt, så essentielt, at jeg indså, at hvis det lykkedes mig at svare noget som helst på det, så var det – om ikke andet for spørgsmålets skyld – værd at dele med verden.

Jeg indså også, at det er et spørgsmål, jeg har brugt hele mit liv på at besvare. Først for mig selv, og så for andre, og så for mig selv igen. Det er det, jeg er blevet stillet flest gange, i sagte og, især, usagte former; det, jeg selv har stillet mig selv og andre flest gange. Det er ganske enkelt det grundlæggende spørgsmål, som har drevet hele mit liv frem.

Min kæreste fløj op af sin stol, da jeg fortalte ham om det. “Det er jo ikke et spørgsmål!”, udbrød han, “Det er kun et spørgsmål, fordi der er et spørgsmålstegn bagefter! Det er et oplæg til en endeløs, altomfattende samtale, der aldrig kan afsluttes.”. Ikke desto mindre, eller måske netop derfor, forsøgte jeg at svare. Fordi det var så uimodståeligt godt – et af de få indiskutabelt vigtige spørgsmål i verden; enormt, komplekst, centralt, lige så gammelt som menneskeheden selv – og stillet så rørende simpelt, som om der ville være et enkelt svar.

Min spørger vidste det også godt selv, og efter en kort intro med høflighed og kærlighed, mavede hun sig ind på det, som hun selv kaldte “the million dollar question”:

Jeg tumler med et tilbagevendende spørgsmål, der kulminerede i dag til en yoga-time, da jeg følte dyb fortvivlelse, angst og vrede. Jeg har svært ved at acceptere, at ingen passede på mig, da jeg var lille og sensitiv og elskede verden, men i stedet mødte mig med vold og utryghed, som gjorde mig angst og ødelagde mine fornemmelser for, hvad der er ok og ikke ok.
Du er et af de klogeste mennesker, jeg kender, så her kommer the million dollar question: Jeg ved, at du har haft en barsk barndom…Hvad stiller du op med smerten??

I sandhed et million dollar question. Og, det første, der kom til mig, var, forunderligt nok, et meget simpelt svar, lige så uskyldigt og enkelt som spørgsmålet:


Kære smukke sjæl,

Engang for mange år siden, hvor jeg tumlede med det samme spørgsmål, fik jeg – ligeledes til en yogatime – en indsigt. Mit spørgsmål var: Hvordan skal jeg nogensinde komme mig over og tilgive alt det, der er overgået mig? Hvordan skal jeg komme videre?

Og det overraskende svar, der kom til mig, var:

“Det er jo bare smerte.”.

Det var på een gang så bizart, forbløffende og uventet, og samtidig mærkeligt frigørende. Fordi, nåja, det er det jo. Og hvem siger, at det skal have så meget vægt, så meget mere vægt end så meget andet.

Det tænkte jeg, og tænker jeg stadig, ofte over. Det er jo egentlig bare smerte.

Når det er sagt, ved jeg udmærket, at gammel smerte og afsavn skaber lidelse på nye og gamle måder hver eneste dag, og påvirker ens tilværelse, følelser, mønstre, valg, humør, evner og tanker, hæmmer én som menneske, tager pusten fra én, og trækker veksler på håb, lys og mod.

Så, her er et udsnit af de ting, der har hjulpet mig mest:

  • At gå i psykoterapi.

  • At skrive om mine tanker og følelser.

  • Have dybe åbenhjertige samtaler med hjertevarme, empatiske og indsigtsfulde mennesker.

  • At udvikle min spiritualitet.

  • At læse kloge bøger om personlig udvikling – og bruge redskaberne i dem.

  • Lave yoga.

  • Meditere.

  • At modtage og give healing.

  • At have kloge mentorer og vejledere af alle mulige slags. I min erfaring er det ligegyldigt, hvad deres felt er. Det betyder noget, at de er kærlige, indsigtsfulde, kompetente og at du har respekt for dem og fuld tillid. Hvis respekten eller tilliden bliver brudt af den ene eller den anden årsag, kan de ikke hjælpe dig mere.

  • At knytte venskaber med andre, der også har oplevet smerte og også har valgt at arbejde med den og udvikle sig.

  • At øve mig i ikke at sammenligne mig med dem, jeg ikke kan sammenlignes med.

  • At forstå, acceptere og måske endda elske, at min vej i livet et anderledes end så mange andres.

  • At kultivere tro på, at der er en mening med tingene, med livet og med mit liv.

  • At undersøge, hvilke ting, mennesker og situationer, der provokerer angst og smerte i mig, og tage ansvar for at fjerne eller forvandle dem.


De to vigtigste ting, jeg nogensinde har lært
, er at lytte til mig selv og lære at sætte grænser.
De hænger iøvrigt sammen. Når du kan det ene, skal du finde modet til det andet.


Jeg tror, at den mest healende ting, jeg har gjort i nyere tid
, var at sætte intentionen, at jeg ville åbne mit hjerte fuldstændig for kærligheden. Jeg ville møde alle de dæmoner, som den rejse krævede af mig, og følge hjertet, hvor end det tog mig hen. Det skabte mere healing og forvandling, end jeg troede var muligt, og transformerede dybe mønstre, som jeg ikke har kunne bryde eller undslippe tyve år, faktisk nogensinde. Det fik mirakler til at ske og livsdrømme til at gå i opfyldelse.

Så… hvis jeg skal komme med et simpelt råd, der rydder bordet, så vil jeg foreslå dig at tage den beslutning, at du vil heale og åbne dit hjerte.

Efter at have arbejdet i dybden med et hav af både anerkendte og obskure helbredelses-systemer af alle slags – fysiske, følelsemæssige, rationelle og mentale – så kan jeg uden forbehold sige, at den absolut mest effektive var og er den spirituelle. Det bragte mig igennem alle de førstnævnte – desværre har jeg på intet tidspunkt sluppet for at deale med mine smertelige følelser – og tog mig med på et raketskib af gennemgribende forvandling og udrensning, direkte til mit hjertes dybeste længsler.

Det eneste, det kræver, hvis du vil tage den rejse, er at du tager beslutningen og mener det.

Men… there is a catch.

Du skal være parat til at ofre ALT for det.

Du vil ikke blive bedt om at ofre det eller dem, du elsker. Kun alt det i dit liv, som ikke er kærlighed, og det kan være svært nok af mange andre årsager. Så længe, der er ting, mennesker, situationer og forpligtelser i dit liv, som ikke resonnerer med kærlighed, lige så længe vil der være smerte.

Mange følsomme mennesker har bevidst eller ubevidst påbegyndt den rejse i de senere år. Det er reelt den eneste bæredygtige vej frem, og de, der er sensitive og forbundet med verdens intuitive visdom, har allerede mærket skiftet, på samme måde som dyrene vejrede tsunami´en flere timer før den kom, og instinktivt løb i den anden retning og reddede sig selv.

I så tilfælde handler det ikke om at starte en rejse. Kun at accelerere den.

Hvad vil der ske?

Gammel sorg vil vælte ud. Dit hjerte vil føles som om det splintrer igen, men i virkeligheden bliver det helbredt. Dit ego vil blive såret og stødt og lave så meget ballade, det kan. Men det vil slippe, med modhager, men det vil slippe. Du vil blive grebet midt i luften af det, der er større end dig – eller størst i dig – og så vil alting, både nutid, fremtid og fortid, se helt, helt, helt anderledes ud. Og alt det, der engang var smerte, vil få en ny karakter, og berige dit liv i stedet for at tage fra det.

Jeg ved, at du kan gøre det. Det er det, du er her for. Verden har brug for blide, følsomme mennesker, der tør tage de svære valg og gå den lange – dybe og givende – vej.

Hvor skal du starte?

Hvis du ikke allerede har læst A New Earth af Eckhart Tolle, så er det et godt sted at starte. Ellers læs den igen. Så begynder healingen.

 

De kærligste hilsner,

Mette