To ord til jer, der hader selvudvikling

Da jeg var to år gammel, fik min mor brystkræft, og fik skåret sit ene bryst af. Da jeg var 4, fik hun kræft i det andet, som også blev skåret af. Da jeg var 7, fik hun en svulst i hjernen, blev epileptisk og ondskabsfuld. Vi fik en hospitalsseng hjem, som hun kunne ligge i; hun stank, hele huset stank, og vi skulle være stille hele tiden, altid. Min storebror foragtede mig; han slog mig og mobbede mig, og fik de andre børn vi kendte, til at rotte sig sammen med ham om at mobbe mig.

Da jeg var 9, døde min mor. Min mormor brændte alt, hvad der havde været hendes, og væk var det, det hele. Til denne dag, ejer jeg stadig intet, der har været min mors, og kommer aldrig til det. Der blev ikke snakket mere om min mor i mit barndomshjem, og min far sagde til mig, at jeg ikke skulle græde. Da jeg var 10, fik han en kæreste, der var det ondeste menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun hadede mig. Hun hvislede nedsættende ondskabsfuldheder til mig ugen lang. Hun stak mit hovede i en toiletkumme med lort, hun kastede en taburet efter mig, blot for at nævne nogle episoder. Min far så jeg aldrig. Han var alkoholiker og arbejdsnarkoman; han har aldrig givet mig et knus eller sagt et kærligt ord.

Da jeg var 12 begik jeg et selvmordsforsøg, der var så alvorligt, at jeg lå i medicinsk koma i tre dage efter alle de hundredevis af piller, jeg havde slugt – piller, jeg havde indsamlet igennem måneder. I alle de hjem, jeg havde været i, havde jeg åbnet toiletskabe og stjålet det, der så farligst ud. Jeg havde ramt plet. Og jeg mente det – jeg ønskede kun at dø. Jeg blev reddet, fordi pillerne virkede hurtigere end jeg havde troet, og jeg ikke nåede ind på mit værelse, før jeg blev svimmel og faldt om på gulvet med et brag.

Da jeg var 14 udviklede jeg et galopperende hashmisbrug. Da jeg var 16 en spiseforstyrrelse. Da jeg var 19, fest og hæmningsløs dødsdruk, hele tiden. Da jeg var 21, havnede jeg i et voldeligt parforhold. Da jeg var 23, var min spiseforstyrrelse så alvorlig, at jeg selv kunne se, at jeg ville dø af det, langsomt og smertefuldt, hvis der ikke skete noget.

Jeg var kyniker og hadede alt, mest af alt mig selv, men jeg ramte bunden og kunne ikke blive i min kynisme mere.

Så startede jeg i terapi.

Her startede smerten for alvor.

I de næste 10 år gik jeg hele vejen tilbage igennem al min smerte igen. Hele mit liv havde jeg prøvet at flygte fra at mærke den, og nu havde jeg intet andet valg, andet end døden, som jeg havde hilst på allerede, og som for længst havde sparket mig ud af sin dør igen.

Skrev jeg “gik”? Det gjorde jeg ikke. Jeg kravlede på mine blødende knæ. Hulkende, skamfuld, vred, fortvivlet, ydmyget, rædselsslagen og i hundrede tusind smertefulde, ødelagte stykker. Jeg kæmpede mig igennem kulsorte depressioner, endeløs angst, social fobi, selvmordstanker, hæmningsløst selvhad, spiseforstyrrelser og misbrug.

Jeg ville bare op til “nul”. Jeg ville bare hen til et sted, hvor livet ikke bare var noget, der gjorde ufatteligt, usigeligt, afsindigt ondt hele hele tiden. Jeg ville hen til der, hvor livet var bedre end døden. Jeg var så sikker på, at det sted fandtes. Jeg tog aldrig en eneste pille; jeg har aldrig rørt psykofarmaka. Jeg turde simpelthen ikke, utroligt nok. Jeg vidste ikke en skid om noget som helst, mindst af alt om mig selv, og alligevel vidste jeg dybt, dybt, dybt inde i mit hjerte og min sjæl, at jeg aldrig skulle røre en pille, uanset hvor sort det end blev. Jeg har ikke noget problem med piller; det var bare ikke noget for mig.

Så det gjorde jeg ikke. Jeg gik hele den lange vej igennem terapi. Nej, kravlede den. Jeg vendte hver en fucking sten på min vej, og jeg hulkede som et barn over hver evig eneste af dem.

En dag gjorde livet ikke ondt længere, ikke på samme måde. Der var dårlige dage og gode dage, men det hele var ikke dræbende smerte hele tiden.

Så indså jeg til min forbløffelse, at det ikke var nok. Det var ikke nok, at det ikke gjorde ondt. Fordi det ER ikke nok. Det er ikke nok bare at eksistere. 

Jeg skulle under ingen omstændigheder have været al den smerte igennem, bare for at være sådan en, der levede på et eksistensminimum. Jeg ville have, at det skulle være GODT.

Jeg ville ikke bare ikke-hade mig selv. Jeg ville gøre mig selv stolt af at være mig, uanset hvor ufatteligt fremmed det forekom mig. Jeg ville skabe et liv, som jeg var ægte, oprigtigt glad for og stolt af. Det har man lov til at stræbe efter som menneske. Livet gør ondt, og man har lov til at bruge sin tid på at gøre det smerten værd.

 

For første gang nogensinde vendte jeg blikket mod min fremtid. Den var gabende tom. Jeg havde aldrig investeret en eneste drøm eller tanke i den.

Så kiggede jeg på mine ressourcer, og så at jeg intet havde – andet end troen på, at det kunne lade sig gøre at komme længere, når nu jeg var kommet så langt. Det var nok til mig. Det var mere, end jeg havde, da jeg startede; da havde jeg kun smerte. Nu havde jeg tro.

Og med den tro byggede jeg et liv, som jeg elskede. Som jeg elsker. Jeg byggede et liv baseret på handlekraft, på at mærke efter, på respekt for mine egne grænser og på konstruktivt fokus. Et liv præget af tillid, kærlighed, frihed, styrke, integritet og autenticitet. Det er ikke perfekt, men det er det liv, jeg ønsker mig af alle liv i hele verden. Det har vist sig, at min lykke afhænger af, at jeg kan få lov til at give – give gode ting videre til andre, som de kan bruge til at gøre deres liv bedre også.

Jeg har ikke depressioner mere. Jeg hader og foragter ikke mig selv mere. Angsten kommer næsten aldrig på besøg mere. Jeg tillader ikke destruktive relationer i mit liv mere. Jeg lader ikke andre udnytte og bruge mig mere. Jeg har stadig sorg i mit hjerte, og det vil jeg have til den dag jeg dør. Men jeg har aldrig taget en pille, og jeg har skabt et liv jeg elsker, ud af et liv, som jeg hadede, afskyede, frygtede og som havde mig helt fuldstændig i knæ.

Havde jeg ikke taget den rejse, som jeg tog, havde jeg ligget i en grøft for længst.

Så til alle jer, der har så travlt med at proklamere for verden, at selvudvikling, terapeutisk arbejde og indre vejledning er noget forkert og latterligt pis… fra det absolut dybeste af mit indre væsen:

FUCK. YOU.