Mette Kopp blog

Tænker du for meget??

“Du tænker for meget”. Det sagde min familie ofte til mig, da jeg var ung. Jeg stillede for mange spørgsmål og måtte forstå, at der ikke er en løsning på alt. Den besked forvirrede mig mere end alle mine andre overvejelser tilsammen. Hvorfor var svaret på mine spørgsmål, at jeg skulle holde op med at stille dem? Hvordan var det en løsning? Var det virkelig muligt at tænke for meget? Hvad betød det? Og hvad gjorde andre da, som jeg ikke formåede?

Livet er ingen dans på roser, lød svaret, det gør bare ondt. Det skulle jeg lære at forstå og acceptere, ligesom alle andre, og ikke søge efter svar, hvor der ingen var.

Senere i livet fandt jeg ud af, hvor usandt dette var. Hvor enormt mange svar, der er, når man søger efter dem og ikke giver op. Hvor meget mening ens følelser giver, når man har mod til at undersøge dem og finde ud af, hvad de vil. Og at det er det mest mirakuløst healende og smukke, man overhovedet kan gøre.

Som teenager var der uoverkommeligt mange uforklarlige, smertelige følelser indeni, der alle råbte på afklaring og udredning. Ingen af dem forsvandt eller stilnedes af at jeg tyssede på dem eller prøvede at få dem til at gå væk. I det hjem, hvor jeg voksede op, var der mange ting, der ikke måtte snakkes om, og foregik der så meget voldeligt og rædselsfuldt, som jeg fik at vide var normalt og rigtigt, selvom det føltes meget, meget forkert og unormalt inde i mig. Jeg forstod ikke, hvordan min virkelighed af rædsel, sorg, vrede, ensomhed, angst og fortvivlelse kunne danne det billede, min familie insisterede på var sandt. At alt var fint. At ingenting var galt.

Jeg prøvede, men den indre stemme kunne ikke, og kan heldigvis ikke, ties ihjel.

I dag ved jeg, at der ikke findes noget “at tænke for meget”. Et menneske, der “tænker for meget”, er et sundt menneske, der forsøger at forstå sit liv og gerne vil gøre noget ved det. Som regel prøver hun eller han at finde ud af, hvor glæden er blevet af og hvad, der har fjernet den, eller hvor smerten kommer fra og hvad den vil. Så snart det er opklaret, bliver det muligt at handle og dermed gøre livet bedre, sandere, smukkere og mere meningsfuldt.

At sætte en finger på problemet er forudsætningen for at fikse det. Det gælder i alle sammenhænge. En mekaniker lukker heller ikke bare motorhjelmen til en bil, der kører dårligt eller ikke vil starte, og siger: “Det er nok ikke noget. Bare se bort fra det og håb på det bedste!”. 

Men det siger mennesker gerne til hinanden. I min familie blev forsøg på at søge afklaring mødt med dyb foragt, og den, der spurgte ind til sin smerte, blev klandret for at være forkert og tungnem. Usikker og kuet forsøgte jeg som ung at finde ud af, hvad man mon så skulle i stedet – i stedet for at “tænke for meget”. Svaret, som jeg kender nu, og ikke kendte dengang – men fandt – er, at der kun er ét alternativ. 

Det er at selvmedicinere.

Det gjorde jeg derfor flittigt i mange år.

Jeg røg hash; det gjorde mig dejligt ligeglad, ikke så følsom, og lagde en tåge om tankerne, så de ikke berørte mig så meget. Så festede jeg; det holdt mig beskæftiget med mennesker, steder og alkohol. Så knoklede jeg; jeg gik i skole 7 timer, bagefter skurrede jeg toiletter, passede børn eller stod i butik i 8 timer, og derefter var jeg så træt, at jeg ikke kunne tænke, kun kollapse. Så fik jeg en spiseforstyrrelse, som jeg nær var død af. Den fik alting til at handle om mad, og det gjorde ondt, men det var i det mindste ikke noget, nogen kaldte “at tænke for meget” eller klandrede mig for, og i lang tid virkede det bare som om, at maden var problemet, og ikke noget andet.

Jeg troede, at jeg fejlede, men nu ved jeg, at jeg gjorde lige præcis det, det var meningen at jeg skulle gøre. Det er derfor, jeg har tusind erindringer om, at min far sagde til mig, at jeg tænkte for meget, og ikke en eneste erindring om, at der blev sagt, at jeg skulle holde op med al den hash, al den opkastning, alt det arbejde eller alle de fester.


Indeni ethvert menneske sidder der en alarmklokke af følelser og fornemmelser.
Den ringer, når vi bliver løjet for eller forrådt. Når der er skjulte dagsordner. Når handling og ord ikke passer sammen – andres eller vores egne. Den bimler og bliver ved med at bimle, når det, som alle ellers påstår er det rigtige, føles helt forkert indeni, og når ens liv ikke gør en lykkelig, selvom man selv – eller, især, andre – mener, at det burde.
Det dybe indre ved med sikkerhed, når noget er galt og tingene ikke passer sammen og prøver desperat at meddele sig gennem følelserne.

Når man reflekterer over sine fornemmelser, kan man derfor måske opdage, at der er løgne mange steder omkring én, og mange sandheder indeni. Som voksen udspiller det omvendte sig endvidere lige så ofte: Et sted i dit liv står der en sandhed og kalder på dig, og indeni sidder der en løgn, der fordømmer det, som kalder. Hvis ikke du tænker, indtil du finder ud af, hvad dine følelser vil dig, må du leve med løgnene, deltage i tildækningen af dem, og selv fortælle dem, du elsker, at de heller ikke skal tænke så meget og hellere skulle ta´ at give op på at finde svar.


At sige “du tænker for meget” er dybest set at forkaste et andet menneske. Udsagnet lukker helt og aldeles for samtalen, de svære følelser, og befrier sigeren fuldstændig og lykkeligt fra at skulle forholde sig til den andens levede virkelighed.
Det er krævende at rumme et menneske, der prøver at forstå sin smerte, og dejligt meget nemmere blot at bagatellisere vedkommendes overvejelser som overtænkning.

Vi har allesammen lært at gøre det. Når vi ikke kan holde ud at være i en svær samtale med et andet menneske, prøver vi at få den afsluttet med: “Du skulle tage at lade det ligge”, “Der er ikke noget at gøre ved det”, “Det kan ikke nytte noget at tænke mere over det”, “Det må du nok bare acceptere”, “Det hjælper ikke noget at spekulere over det” eller “Tiden læger alle sår”.

Intet af dette er sandt.

Vi skal ikke lade det ligge. Vi kan sove på det, ja, eller lade det simre, hvis vi stadig er på sagen. Men det, der kalder fra dybet, skal ikke lukkes ned, pakkes væk eller lukkes af for. Tiden læger endvidere ikke et eneste sår, som vi ikke selv arbejder på at læge.

Livet kræver af os, at vi beskæftiger os med det.
Følelser kræver af os, at vi lærer af dem.
Hvis livet ikke føles godt, er det muligt at gøre ved noget det.

Følelser af nedslåethed, frustration, depression, stress, vrede, afmagt, tvivl eller ubehag, er alarmklokker, der vil fortælle os, at noget skal handles på.
Klokken kan ikke andet end at ringe; den kan ikke sige noget med ord. Det kan kun sindet. Så når følelserne larmer, er øjeblikket derfor inde til at tænke. Ikke til at lade være!! Intet er vigtigere end at finde ud af, hvad klokken ringer om og hvorfor.

Uden at analysere vores følelser kan vi ikke komme til sandheden om vores liv.

Så vi skal absolut tænke over de følelser, vi har. Vi skal reflektere, mærke, undersøge og stille spørgsmål til os selv og andre og blive VED med at grave, indtil vi finder et svar.
Det er umuligt at “tænke for meget”, hvis man søger svar på brændende, indre spørgsmål. Man skal tænke lige så længe, det er påkrævet. Hvis du stopper halvvejs eller før du er begyndt, skal dit liv leves i larmen fra den indre alarmklokke, der ringer og bimler og river dit nervesystem fra hinanden i forsøget på at få dig til at reagere på dit liv. Så skal der en hel del arbejde, hast, stress, larm, mennesker, gøremål, virkelighedsflugt, bekræftelser, mad, sladder, piller eller rødvinsglas til at overdøve den.
Hvis du er god til at tænke for meget… tillykke! Det er en af dine bedste kvaliteter. Den, der reflekterer, og ikke giver op, finder også svar, dybe svar og sande svar.  Livet udspiller sig i spørgsmålene. I at turde prøve at besvare dem. Og komme derfra til den glæde, der bobler op af sig selv, når vi har opløst de indre konflikter i os selv og vores liv.


Der er intet tilfældigt i psyken. Der er kun meningsfuldhed. Hvis vi tror på løgnen om, at psyken er fuld af spøgelser, der ingen mening giver, og dumme spørgsmål, det ikke kan betale sig at besvare, mister vi alle pejlemærker i livet. Al sans for dybere mening og retning. Vi lukker øjnene for de mange vejskilte, der så ivrigt prøver at vise os vejen til større og dybere glæde i tilværelsen.

Sig JA til at reflektere over dine følelser og dermed dit liv. Gør det på gåture, på papir, med andre eller i stilhed – på måder, så tankerne ikke kører i ring, men leder, og finder. Hav meningsfulde samtaler med andre, der er parate til at følge med dig hele vejen i den søgende uvished, og stå med dig i den, også når det ser ud som om, der ikke er noget svar.

Evnen og viljen til at lede efter svar er ikke nogen fejl; det er ikke at tænke “for meget”. Tværtimod er det en velsignelse. Det er den indre visdom serveret på et sølvfad i et komplekst virvar af gammel og ny smerte, smukke glemte drømme, antikvariske overbevisninger og ulmende indre power, så man selv skal gøre arbejdet for at vikle sin mirakuløse pakke ud.
Og blive mere af det smukke menneske, man er. Ikke mindre.

 

 

Mette Kopp 2017