jordforbindelse yoga mette kopp

Yogaen og livet

Til en af de første yogatimer, jeg nogensinde var til, stoppede yogalæreren foran mig, dér, hvor jeg lå og rodede rundt på måtten, og fnøs:

“Du har jo ingen muskler”.

Jeg var dødfornærmet. Jeg havde konditions- og vægttrænet i årevis, og syntes da selv, at jeg havde fine muskler. Det var selvfølgelig rigtigt, at jeg ikke lige kunne gøre det, han havde bedt mig om. … eller en del af de andre ting, man skulle til yoga. Men det kunne da ikke være, fordi jeg ikke havde muskler?

I dag ved jeg, hvad han mente. Jeg ved, at der er muskler, og så er der styrke, og det er ikke helt det samme. Man kan træne traditionelt i årevis uden nogensinde at udvikle ægte styrke, såvel som man kan blive utrolig stærk uden nogensinde at løfte en vægt.

Igennem en god yogapraksis opstår der styrke, som kan forlænge, holde, transformere og løfte kroppen, og den kommer indefra. Før i tiden byggede jeg muskler ovenpå min krop. Nu bygger jeg indre styrke. Styrke kommer af et godt fundament, og et godt fundament kommer fra jordforbindelse.

Jordforbindelse er komplet nærvær, forbundethed og evnen til at finde støtte de rigtige steder på de rigtige måder og derfra løfte sig til nye højder og længder. Både i yogaen og i livet.